|
Rinkenæs Efterskole ligger i det naturskønne Sønderjylland, hvor der ikke er langt til skov og fjord.
Fra skolen har vi den smukkeste udsigt over Flensborg fjord og med bademuligheder kun to km fra skolen.
Cirka fire km fra skolen ligger stationsbyen Gråsten med gode handelsmuligheder og hvor den kongelige familie residerer i sommerperioden på Gråsten slot.
I cykelafstand finder vi Dybbøl Mølle og de gamle skanser fra 1864 krigen. Cykler vi lidt videre passerer vi Chr. den X.'s bro og befinder os i hjertet af Sønderborg, hvor vi også finder Sønderborg Slot.
I den anden retning ligger havnebyen Aabenraa med flotte gamle huse, gader med toppede brosten og Danmarks hyggeligste gågade.
|